Hvem er vi

Hvem er

Vi

Angelmanforeningen blev stiftet i 1995 af forældre til personer med Angelman syndrom. Foreningen består i dag af ca. 70 familier, hvor både børn, unge og voksne med Angelman syndrom er repræsenteret.

 

Alle, der har interesse for Angelman syndrom, kan blive medlem af foreningen, og det koster pt. 600,- kr. om året - hvad enten det drejer sig om enkeltpersoner eller familier. Institutioner, pårørende, virksomheder samt venner og bekendte er meget velkomne til at blive støttemedlemmer. Kontingentet er her 350 kr om året.

 

Hvert år arrangerer Angelmanforeningen 'træf' for personer med Angelmansyndrom og deres familier, bl.a. kan nævnes familieweekend, sommerhusophold, ridelejr samt forældrekurser og seminarer. Foreningen lægger meget vægt på at kunne tilbyde arrangementer for hele familien så vel som for fagfolk og forældre.

 

Angelmanforeningen ser det som sin fornemmeste opgave at formidle kontakt mellem familier til personer med Angelman syndrom, at indsamle og videreformidle viden om syndromet samt at skabe kontakt til personer, myndigheder eller institutioner der besidder viden, som kan gavne personer med Angelman syndrom.